Dansk Supermarked samler 1,5 million til nødhjælp
Kunder og medarbejdere i Føtex, Bilka, Netto og Salling har tilsammen givet 1,5 millioner kroner til Folkekirkens Nødhjælp.
- Ofrene for borgerkrigen i Syrien går en kold vinter i møde, og det er derfor en stor glæde at kunne konstatere det varme engagement, som både medarbejdere og kunder har vist. Hjælpen fra danskerne vil blive omsat til alt det, som de mange syriske familier har mest brug for, siger Helene Regnell, Dansk Supermarkeds CSR-chef .
De indsamlede penge skal blandt andet bruges til at give børn skolebøger og forsyne familier i Za’ateri-flygtningelejren i Jordan med tæpper og varmeapparater til den kolde vinter. Pengene går også til uddeling af madkuponer og hygiejnepakker til flygtningene, når de ankommer i lejrene i Jordan og Libanon.
Hos Folkekirkens Nødhjælp sætter generalsekretær Henrik Stubkjær stor pris på den indsats, som Dansk Supermarked har gjort for at samle penge ind til Syriens ofre.
- Vi er meget imponerede over den effektive og hurtige måde, som Dansk Supermarked fik sat en indsamling i gang på til ofrene i Syrien. På den måde var Dansk Supermarked med til at gøre hjælpen til en vigtig ting for danskerne. Og vi siger tak til de mange kunder, som har hjulpet. Jeg kan forsikre for, at der er brug for varm hjælp, her hvor vinterkulden har ramt de mange flygtninge fra krigen i Syrien, siger Henrik Stubkjær.
Indsamlingen i Dansk Supermarkeds mere end 500 danske føtex-, Bilka- og Netto-butikker samt Sallings stormagasiner fandt sted fra den 6. september til den 18. oktober 2013.